Du kender det nok. Det er den samme diskussion med din partner. Igen. Den samme konflikt med dit barn ved sengetid. De samme søskendekonflikter, hvor du nærmest ved, hvordan samtalen kommer til at ende, allerede inden den er begyndt. Emnet kan være forskelligt, men følelsen er den samme: Hvorfor bliver vi ved med at havne her?
Når en konflikt gentager sig, kan det være fristende at fokusere på selve situationen. Hvem gjorde hvad? Hvem begyndte? Hvad skal vi gøre anderledes næste gang? Men nogle gange ligger der noget andet under konflikten. Fx forskellige behov, forventninger eller grænser. Eller ganske enkelt forskellige måder at være i verden på.
Vi oplever ikke nødvendigvis den samme situation på samme måde
Det kan være svært at huske på midt i en konflikt, men det, der virker helt åbenlyst for dig, kan opleves helt anderledes af den anden. Du tænker måske: “Vi skal bare ud ad døren. Hvorfor skal det være så svært?”. Men dit barn oplever at blive revet ud af noget, det var dybt optaget af.
I forhold til din partner tænker du måske: “Jeg har brug for, at du hjælper mere.” Men din partner oplever, at han eller hun allerede gør en masse.
Eller i forhold til søskendekonflikter kan dit ene barn synes, det er hyggeligt at være tæt på sin søskende, mens den anden oplever det som forstyrrende og har brug for mere plads. Ingen behøver nødvendigvis at have den forkerte oplevelse. I kan bare stå i den samme situation med forskellige behov.
Bag adfærden ligger der ofte et behov
Når vi kun ser på adfærden, kan det være svært at forstå hinanden. Dit barn, der nægter at tage sko på eller bliver ved med at drille. Din partner, der trækker sig, eller dig, der pludselig hæver stemmen.
Bagved den adfærd kan der ligge noget andet. Et behov for ro. For kontakt. For selvbestemmelse. For forudsigelighed. For at blive hørt. For at være alene. For hjælp. For at føle sig betydningsfuld. Det betyder selvfølgelig ikke, at al adfærd skal accepteres. Men det kan ændre måden, du møder situationen på, når du bliver nysgerrig på: Hvad forsøger den anden egentlig at fortælle eller opnå lige nu?
Og hvad sker der i dig?
Det er mindst lige så interessant. For en konflikt handler ikke kun om den andens reaktion. Du tager også dig selv med ind i den. Dine behov. Dine forventninger. Din historie. Dine grænser. Din energi den dag.
Måske reagerer du meget kraftigt på, at dit barn ikke hører efter. Måske bliver du særligt frustreret, når din partner trækker sig. Måske kan du rumme støj og kaos den ene dag, mens præcis den samme situation får dig helt op i det røde felt den næste. Derfor kan et interessant spørgsmål nogle gange være: Hvorfor rammer lige præcis dette mig så meget? Ikke for at placere ansvaret for konflikten hos dig. Men fordi din egen reaktion er den del af dynamikken, du har størst mulighed for at blive klogere på.
Når to forskellige behov støder sammen
Noget af det, jeg synes er særligt interessant ved familielivet, er, hvor mange forskellige behov der skal eksistere side om side. Du har måske brug for ro efter en lang dag, mens dit barn har brug for kontakt. Måske har dit ene barn brug for struktur og forudsigelighed, mens det andet helst vil tage tingene, som de kommer eller måske har du brug for at tale en konflikt igennem med det samme, mens din partner har brug for afstand, før det er muligt at tale. Så hvem har ret? Måske ingen. Måske begge. Udfordringen bliver i stedet: Hvordan kan der blive plads til forskellige behov i den samme familie? Det betyder ikke, at alle altid kan få det, de ønsker. Det kan de selvfølgelig ikke. Men det er noget andet at få at vide: “Nej, sådan bliver det ikke.” end at opleve: “Jeg kan godt se, hvad du har brug for. Det kan bare ikke lade sig gøre lige nu”. At blive forstået er ikke det samme som at få sin vilje.
Nogle konflikter begynder længe før selve konflikten
Der er også noget andet, der kan være værd at få øje på. Nogle gange handler vores reaktion mindre om situationen foran os og mere om, hvor meget der allerede er fyldt på. Hvis du har været tilgængelig hele dagen, er træt, har tusind ting i hovedet og egentlig har haft brug for en pause i flere timer, kan en lille konflikt blive den sidste dråbe. Det samme gælder børn. Et barn, der er træt, sultent, fyldt op af indtryk eller har brugt hele dagen på at navigere i krav og relationer, har måske ikke den samme kapacitet klokken 17 som klokken 10. Det betyder ikke, at vi kan undgå alle konflikter ved at være veludhvilede. Men det kan være hjælpsomt at spørge: Hvad skete der før konflikten? Måske begyndte den ikke dér, hvor du troede.
Hvis du selv ofte oplever at blive helt fyldt op af familielivet, har jeg skrevet mere om det i Når du bliver overstimuleret af dine børn – hvad er det egentlig, der sker?
Når vi først har fået en rolle i familien
Gentagne konflikter kan også gøre at i skaber fortællinger om hinanden.
Han hører aldrig efter.
Hun skal altid bestemme.
Han er så følsom.
Hun bliver sur over alting.
Jeg er åbenbart den eneste, der tager ansvar.
Problemet er, at når først vi forventer en bestemt reaktion, bliver det lettere at få øje på alt det, der bekræfter vores fortælling og sværere at opdage de gange, hvor noget faktisk er anderledes. Derfor kan det nogle gange være interessant at forsøge at lægge forklaringen lidt til side og i stedet for at tænke: “Hvorfor er han sådan?” så overveje “Hvad mon der sker her?”. Det lille skift kan åbne for noget andet. En anden bevidsthed.
Du behøver ikke løse alle konflikter
Konflikter er en del af det at leve tæt sammen. Målet er ikke en familie, hvor ingen bliver vrede, frustrerede eller uenige. Et mere realistisk mål er måske, at I bliver lidt bedre til at forstå, hvad der sker mellem jer, når det går skævt. At du kan opdage dine egne signaler lidt tidligere. At du bliver mere nysgerrig på behovet bag den andens reaktion. At forskellighed ikke automatisk bliver gjort til et problem og at der også er plads til at reparere relationen bagefter, når det ikke lykkes. For de situationer vil altid være der. Det er utopi at tro andet.
Måske skal vi ikke være mere ens
Jeg tror, vi let kommer til at ønske, at de mennesker, vi lever sammen med, reagerede lidt mere, som vi selv ville gøre. Det ville unægteligt gøre nogle ting lettere. Men måske ligger en del af vejen til mere ro i familien et andet sted. Det handler ikke om at få alle til at fungere ens. Men om at forstå hinanden bedre. At opdage:
Det her er vigtigt for mig.
Det dér er vigtigt for dig.
Her støder vi sammen.
Hvordan kan vi finde en vej, hvor der bliver plads til os begge?
Nogle gange begynder forandringen i familien derfor ikke med, at du finder den perfekte måde at håndtere den næste konflikt på. Den begynder med, at du bliver lidt mere nysgerrig på dig selv, den anden og det, der sker imellem jer.
