“Mor?”, “Mor?”, “MOR!”
Et barn vil have hjælp. Et andet fortæller noget. Der er musik i baggrunden, nogen bliver uvenner, aftensmaden skal laves, og samtidig prøver du måske at huske, hvad det egentlig var, du selv var i gang med – Og pludselig kan du mærke det.
Du kan ikke rumme mere. Lydene føles højere. Berøringer bliver irriterende. Du svarer kortere, end du egentlig ønsker. Måske får du mest af alt lyst til at gå ind i et rum alene og lukke døren. Du elsker dine børn. Så hvorfor kan deres lyde, spørgsmål, behov og konstante kontakt nogle gange blive for meget?
Når der simpelthen kommer for meget ind
At være sammen med børn kan være enormt sansestimulerende. Der er lyde, bevægelse, spørgsmål, fysisk kontakt og mange små afbrydelser. Samtidig skal du måske holde øje med flere ting på én gang, løse konflikter, tage beslutninger og være opmærksom på andres behov. Hver enkelt ting behøver ikke være særlig krævende. Men tilsammen kan det blive meget og hvis du samtidig er træt, har haft en lang dag eller allerede har brugt meget af din energi, kan din kapacitet være mindre. Så kan noget så simpelt som endnu et “mor?” pludselig føles enormt.
Overstimulering kan se forskellig ud
Måske oplever du, at du:
- bliver mere irritabel
- har svært ved at rumme støj
- ikke har lyst til at blive rørt ved
- bliver kort for hovedet
- får lyst til at trække dig
- har svært ved at koncentrere dig
- føler dig helt fyldt op indeni
- reagerer kraftigere på små konflikter
- længes efter stilhed og alenetid
Nogle gange opdager du det måske først, når du allerede har fået nok og bagefter kommer den dårlige samvittighed.
Hvorfor kunne jeg ikke bare rumme det?
Hvorfor blev jeg så irriteret?
Hvorfor kan jeg ikke bare nyde at være sammen med mine børn?
Men måske er det ikke dét, du skal spørge dig selv om.
Måske fortæller din reaktion dig noget
I stedet for kun at se irritationen som noget, du skal have væk, kan du prøve at blive nysgerrig på, hvad der ligger bag den. For måske fortæller den:
Jeg har brug for ro.
Jeg har brug for færre input.
Jeg har brug for at være alene et øjeblik.
Jeg er træt.
Jeg har været tilgængelig for andre hele dagen.
Jeg har brug for, at nogen andre tager over.
Det betyder ikke nødvendigvis, at alle dine behov kan blive opfyldt lige dér. Familielivet giver ikke altid mulighed for at trække sig, når man har lyst. Men der er forskel på at tænke:
“Jeg burde kunne klare mere.” og “Jeg kan mærke, at jeg er ved at nå min grænse. Hvad har jeg brug for?”
Du kan elske dine børn og have brug for en pause fra dem
De to ting kan sagtens eksistere samtidig. Du kan elske nærheden til dine børn og have brug for alenetid. Du kan nyde at høre deres historier og nogle gange længes efter stilhed. Du kan elske at blive krammet og på andre tidspunkter have brug for, at ingen rører ved dig. Det ene gør ikke det andet mindre sandt. Alligevel kan det være svært at give sig selv lov til at have de behov, når man er forælder. For måske har du en forestilling om, at du burde kunne være mere tilgængelig, mere rummelig eller mere tålmodig og så kommer du let til at overhøre dine egne signaler. Ikke kun én gang. Men igen og igen.
Når du først opdager dit behov, når det er blevet akut
Måske kender du det. Du har egentlig været træt længe. Du har haft brug for ro siden tidligere på dagen. Men der skulle lige handles, laves mad, hjælpes med noget, findes en madkasse og løses endnu en konflikt. Så du fortsætter. Indtil du pludselig ikke kan mere. Det er ofte lettere at gøre noget ved vores behov, før de bliver akutte. Derfor kan det være interessant at begynde at lægge mærke til dine tidligere signaler.
Hvornår begynder du at blive fyldt op?
Hvordan mærker du det i kroppen?
Er der bestemte tidspunkter på dagen, hvor det sker?
Er der situationer, som kræver særligt meget af dig?
Og hvad hjælper faktisk?
Ikke hvad du tænker burde hjælpe. Men hvad der reelt gør en forskel for dig.
Vi har ikke alle sammen brug for det samme
Det er også vigtigt. For det, der overstimulerer dig, er ikke nødvendigvis det samme, der overstimulerer din partner og det, der hjælper dig tilbage til ro, behøver heller ikke være det samme. Nogle mennesker har et stort behov for alenetid. Andre har mindre. Nogle bliver hurtigt påvirket af støj og mange samtidige input. Andre kan være midt i et virvar af mennesker og lyde uden at blive synderligt påvirket. Nogle har brug for bevægelse for at finde tilbage til sig selv. Andre har brug for stilhed. Det interessante er derfor ikke kun at lære generelle strategier til at håndtere overstimulering. Det er også at lære dig selv at kende.
Hvad hjælper dig, når du er fyldt op?
Det behøver ikke være store selvomsorgsprojekter. Måske hjælper det at:
- gå en tur alene.
- sætte dig med en kop te uden at lave noget samtidig.
- tage høretelefoner på et øjeblik.
- gå tidligere i seng.
- bevæge kroppen.
- være uden input.
- lade din partner tage over.
- gå ud i haven.
- sidde alene i bilen fem minutter.
Det vigtige er ikke, hvad det er. Det vigtige er, at du begynder at kende forskel på det, der faktisk fylder dig op, og det, der tømmer dig. Jeg har skrevet mere om netop det i Når du hele tiden er noget for alle andre – husker du også dig selv?
Det handler ikke om at kunne rumme alt
Målet er ikke at blive så god til at regulere dig selv, at dine børn aldrig bliver for meget. Du er stadig et menneske. Der vil være dage med for lidt søvn, for meget støj, konflikter, tidspres og børn, der alle sammen har brug for dig samtidig. Men jo bedre du lærer dine egne signaler og behov at kende, desto større mulighed har du for at reagere, før du er helt tømt og måske også møde dig selv lidt anderledes de gange, hvor det alligevel sker. For nogle gange er irritationen ikke et tegn på, at du skal tage dig mere sammen. Nogle gange er den et tegn på, at du også har brug for plads.
Hvis du oplever, at du gennem længere tid har mistet kontakten til dine egne behov midt i familielivet, kan du læse videre om at finde tilbage til dig selv.